-
Hvad vil Grønland egentlig selv? Beholde dansk tilskud og forsvar, men agere som en stat, siger eksperter
Источник: BDK Borsnyt / 09 янв 2025 01:51:56 America/New_York
»Jeg foretrækker at skide i en spand frem for fortsat afhængighed af Danmark og det årlige bloktilskud fra staten.« Så vulgært og præcist udtrykte en grønlandsk fagforeningsboss engang den selvstændighedssult, som har været støt stigende i Grønland i mange år, og nåede sin foreløbige kulmination i den grønlandske regeringsleder, Múte B. Egedes, netop afholdte nytårstale. Her varslede han et snarligt opgør med kongeriget, som vi kender det Men nu tyder det på, at Grønland går efter frihed uden at ville tåle spanden og de øvrige velfærdstab, som den latrinære metaforik dækker over. Det absolutte begreb »selvstændighed« er nemlig veget for det vagere »statsdannelse«, hvor Grønland vil være en nation, men beholde tilskud og forsvar. Sådan afkoder i hvert fald Ulrik Pram Gad, som forsker i Rigsfællesskabet ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hovedstrømningen i de signaler, han modtager fra verdens største ø. »Målet er at være en selvstændig stat, som har en indpakning, der gør, at den får lov at være nogenlunde i fred og får en madpakke med et eller andet sted fra og hertil nogle borgerrettigheder i et andet land. Man skal kunne noget med et grønlandsk pas,« siger han. Ineqi Kielsen er inde på noget af det samme – Grønland vil have frihed til at agere i verden på linje med alle andre nationer. Han er politisk kommentator efter en tørn som politiker for det grønlandske socialdemokrati Siumut. Men vigtigere var det ham, der ledte fuldførelsen af en grønlandsk forfatning, som det grønlandske parlament, Inatsisartut, havde bestilt. Det er en forfatning for et selvstændigt Grønland, som snart skal til folkelig debat og ikke kan gælde, så længe Grønland hører under grundloven. Derfor ligger den indtil videre i skuffen og venter på sit øjeblik. Men den er fra fødslen fintunet til lige præcis den situation, at Grønland bliver en stat, men får forsvar og økonomisk tilskud andetsteds fra. »Jeg synes, der mangler en snak om økonomi. Men jeg tror, man vil anerkendes som en stat og på den anden side mener, man kan have en slags finansiel aftale med en anden nation, som kunne være Danmark. En praktisk relation frem til selvstændighed,« siger Ineqi Kielsen. Vil være selvstændig med særlig aftale Spørgsmålene står i kø, når man forsøger at gennemtænke, hvordan det skal foregå. Hvorfor skulle USA og Danmark ønske fortsat at forsvare Grønland uden at have det endelige ord om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje eller have kontrollen med de vidtstrakte arktiske land- og vandmasser? Hvorfor skulle Danmark fortsætte med at betale de milliarder, grønlandsk økonomi mangler, hvis landet går solo? Hvad skal der så ske med for eksempel politi, retsvæsen og kystbevogtning, som Danmark stadig har ansvaret for og driver? Og kan den enkelte grønlænder forvente at have samme rettigheder bagefter, som de har med deres nuværende rødbedefarvede pas? Men svarene på spørgsmålene blæser i luften. For hidtil har hverken den nuværende eller tidligere grønlandske regeringer forklaret de helt praktiske omstændigheder ved en løsrivelse. »Jeg tror ikke, at der er en masterplan,« siger Ineqi Kielsen, og Ulrik Pram Gad er enig – endnu er den helt konkrete fremtidsdiskussion udeblevet. Det grønlandske ønske er dog ikke så vildt, som det lyder, for det er gjort før andre steder i verden. Værktøjet er en såkaldt free association-aftale, som betegner en model for afkolonisering, som er anerkendt af FN. Flere lande, som indgik free association-aftaler, har siden opsagt dem og er blevet selvstændige. Men fem lande har dem stadig – og de kan se vidt forskellige ud. Et eksempel er Cookøerne, som har haft sådan en aftale med New Zealand siden 1965. De har eget parlament, egen regering, egne love, bestemmer selv deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, og indbyggerne har både statsborgerskab under Cookøerne og New Zealand. Øgruppen har intet forsvar og modtager mere end 600 millioner kroner om året i tilskud fra New Zealand, som har lovet at træde til med beskyttelse og udenrigspolitisk bistand på opfordring. En lignende aftale har New Zealand med øen Niue – og begge er anerkendt af FN, omend de ikke har selvstændigt medlemskab. Det har til gengæld Marshalløerne, Mikronesien og Palau, som har free association-aftaler med USA. De får økonomisk tilskud af deres store partnerland. Men indbyggerne er ikke amerikanske statsborgere. Efter selvstændigheden valgte landene at overgive suverænitet til USA, herunder områder til militærbaser. En vetoret inden for forsvars- og sikkerhedspolitikken er også givet videre til USA, men landene fører til gengæld det meste af udenrigspolitikken selv. Partileder: Vi har en plan A, B, C og D At andre lande har valgt modellen, forklarer dog stadig ikke, hvad der får Grønland til at forvente, at Danmark skulle være klar til at finansiere og forsvare landet uden også at have kontrollen. Nogle af de grønlandske kilder, Berlingske taler med, peger på, at Danmark simpelthen skylder. Grønland blev nemlig aldrig præsenteret for free association-modellen, da øen med meget kort frist blev integreret under den danske grundlov i 1953 – og det, til trods for at modellen også dengang var velkendt og etableret, som DIIS har slået fast. Andre peger på, at Grønland i praksis har skubbet grænsen mere og mere for, hvad det selv står for af udenrigspolitik, og at en free association-aftale med Danmark egentlig bare er en formalisering af en bevægelse, der ikke kan stoppes. Og så er det følelsesmæssige argument, som fylder mere, end de fleste danskere ved eller kan forstå. Mange grønlændere kan slet ikke forstå, at den tidligere koloniherre skulle forvente en modydelse for at hjælpe Grønland til selvstændighed efter det, de opfatter som Danmarks historiske overgreb på landets befolkning. Lederen af selvstændigheds- og oppositionspartiet Naleraq, Pele Broberg, mener direkte, at Danmark er internationalt forpligtet til at støtte økonomisk indtil et selvstændigt Grønland kan stå helt på egne ben. Ikke alle er enige i hans tolkning af FN-resolutioner. Men som han læser dem, må økonomi og social- og uddannelsesmæssig uparathed aldrig bruges til at udskyde selvstændighed. Han læser også, at når det gælder free association, skal tidligere kolonimagter hjælpe til selvstændighed, også hvis det tager lang tid. »Vi har set andre lande give 25 års bloktilskud og lignende. At danskerne ikke vil det, er mig helt uvedkommende. Vi har en plan A, B, C og D med eller uden bloktilskud, for vi behøver det ikke med det massive spild af penge, vi har i det offentlige,« siger Pele Broberg. Kommentator: Han vil fremskynde forhandlinger Ingen af de kilder, Berlingske har talt med, kan dog – uanset hvor mange gange de læser nytårstalen – afkode, hvordan Múte B. Egede ser vejen til free association. Regeringslederen taler om, at det i næste valgperiode er på tide at tage et nyt stort skridt for Grønland, og han taler om at frigøre sig fra »kolonitidens lænker«. Men der står ikke noget om, hvad det indebærer, og i hvilken rækkefølge processen skal foregå. Den politiske kommentator Ineqi Kielsen tror dog, at der kan være noget afgørende under opsejling, hvis Múte B. Egede også er landsstyreformand efter det kommende valg, som senest bliver i starten af april. »Jeg tror, han lægger op til en afgørelse om, at vi skal fremskynde forhandlinger med Danmark. Vil befolkningen det? Skal vi fortsætte med de lænker, vi har? Det er nærmest ordret det, han siger,« siger Ineqi Kielsen. Når Grønland tidligere har talt om at forhandle en free association-aftale med Danmark, har svaret været, at Grønland skal være selvstændig først. Det har effektivt stoppet processen, for nærved ingen grønlandske politikere tror, de kan få befolkningen med på at gamble med bloktilskuddet. Det beløber sig lige nu til 4,1 milliarder kroner. Regningen for danskerne kommer op på 5,7 milliarder kroner, når driften af samfundsområder, Danmark stadig har ansvaret for, regnes med. Tilsvarende er tanker om at stemme om det nu færdige grønlandske forfatningsudkast blevet stoppet. For Danmark har tidligere gjort klart, at selvom der blev indbygget forsinket ikrafttræden, så det først gælder efter en selvstændighed, vil en vedtagelse blive betragtet som en de facto udmeldelse af Rigsfællesskabet og medføre aftrapning af bloktilskuddet over få år. Ineqi Kielsen vurderer, at nytårstalen er udtryk for, at Múte B. Egede er træt af, hvad han opfatter som konstante hindringer for at varetage Grønlands interesser i udlandet, manglende dansk selverkendelse om kolonitiden og konstante snubletråde for, at Grønland kan stå på egne ben. »Jeg tror, det er en udviklingsproces hos ham som regeringsleder og i hans selvbevidsthed om hindringerne for selvstændighedsprocessen,« siger Ineqi Kielsen. Han tvivler på, at det er valgretorik – i hans øjne er det en dybfølt frustration. Og et signal til befolkningen om, at regeringslederen mener, at selvstændighedstoget skal sætte farten op. »Han snakker nærmest direkte til befolkningen og siger; vi skal ikke behandles på den her måde – vi skal behandles med respekt. Og bliver vi det ikke, må vi tage stilling til, om vi gider det cirkus mere,« siger han. Forsker: Trump giver mulighed for at presse Danmark Med til billedet hører, at Grønlands økonomi vokser en lille smule hvert år, hvormed bloktilskuddet fylder mindre og mindre. Lige nu dækker det en tredjedel af, hvad det koster at drive den offentlige sektor i Grønland, og håbet er, at et turisteventyr kan bringe andelen yderligere ned. Så er der USAs kommende præsident Donald Trumps ønsker om at eje og kontrollere øen, som Grønland klart afviser. »Trumps fremfærd skræmmer selvfølgelig befolkningen. Men jeg tror, Grønland kan bruge det til at diversificere samarbejdspartnerne og øge væksten. Grønland er jo allerede mere kendt nu end for tre uger siden,« siger Ineqi Kielsen. Hertil bør Grønland kunne bruge det i lukkede forhandlinger med Danmark, vurderer DIIS’ Ulrik Pram Gad – også selvom Nuuk og København udadtil står sammen mod USA. »Man har bygget et pres op på Danmark med de her kolonitidssager, som den danske regering har været nødt til at håndtere. Og nu kommer det her eksterne pres. Så hvis Grønland ikke i den her situation kan få noget goodwill ud af Danmark til en ordning, der er mere fællesskab og mindre Rige, så kan de nok aldrig,« siger han. Han peger på, at Danmark altid har haft en firkantet holdning til, at Grønland skal have en selvbærende økonomi for at være en »rigtig« selvstændig stat. Andre steder i verden, herunder i landeparløb om free association-aftaler, har man en helt anden opfattelse af, hvad en nation er. Heriblandt i USA. Men Grønland vil hellere have free association med Danmark – og Danmark er måske også ved at indse, at kontrollen med Grønland kan give flere besværligheder end fordele. »Jeg tror, håbet er, at Danmark, når det kommer til stykket, vil give sig på det, og det er spændende, hvor klart formuleret det bliver af de grønlandske politikere i den kommende valgkamp. De bliver nødt til at beskrive, hvad der skal være i sådan en aftale,« siger han. Ulrik Pram Gad er dog ikke overbevist om, at grønlandsk selvstændighed er nær så overhængende, som man har kunnet læse i danske medier efter Múte B. Egedes nytårstale. I hans opfattelse kan en nystiftet grønlandsk ekspertkommission, som skal belyse, hvordan det i praksis skal foregå, hvis Grønland skal aktivere Selvstyrelovens mulighed for selvstændighed, også vise sig at være en syltekrukke. »Der er ikke en en-to-tre-klar plan på, at sådan bliver vi selvstændige. Men det er et forsøg på at bygge noget op, der involverer vælgerne, og som man kan få danskerne med på, både hjulpet og presset af Trump,« siger han. https://www.berlingske.dk/indland/hvad-vil-groenland-egentlig-selv-beholde-dansk-tilskud-og-forsvar-men